Klassens Jul

Klassens Jul

På DR Ultra har der de seneste år kørt en serie ved navn Klassen. I Klassen følger man en flok klassekammerater i deres hverdag. Man får indblik i både deres udfordringer og deres glæder i klassen. DR Ultra er Danmarks Radios tv-kanal for større børn, og Klassen er blevet et kæmpestort hit hos denne aldersgruppe. I 2017 valgte de således at brygge videre på succesen. Derfor lavede de julekalenderen Klassens jul.

I Klassens jul følger man en skoleklasse, hvor vennerne Josefine og Frederik går. Deres venskab ser dog ud til at blive sat på prøve, for Josefines mor vil have datteren til at skifte skole. Hun mener, at der er for mange problemer i klassen. I et forsøg på at få Josefine til at blive, går Frederik i gang med et projekt. Han vil samle klassen igen for at bevise over for Josefines mor, at Josefine godt kan blive. Klassens jul er dermed en rigtig julefortælling om venskab og om at holde sammen – også når det er svært.

En helt særlig julekalender

Det går naturligvis ikke blot let som en leg for Frederik i Klassens jul. Igennem december bliver han nemlig plaget af en digital sabotør. Han kalder sig D.O.N., og han forsøger at splitte klassen ad. Frederik og Josefine må derfor bekæmpe D.O.N., som bliver grovere og grovere. Dermed er der også lagt i kakkelovnen til masser af drama i Klassens jul.

Da Klassens jul omhandler en skoleklasse, blev den i 2017 sendt på en lidt speciel måde. Normale skolebørn går jo ikke i skole i weekender, så hvorfor skulle Klassen? For at gøre julekalenderen realistisk, blev den derfor kun sendt i hverdagene. Til gengæld startede den allerede en måned før jul – den 24. november. Det gør, at julekalenderen faktisk passer til skoledagene for de børn, der ser den.

De populære karakterer fra Klassen

I skrivende stund er der mere end 250 episoder af Klassen, og det er dermed noget af en succes. Derfor giver det også god mening, at DR valgte at brygge videre på den som en julekalender. Klassens jul blev ligeledes populær, og i 2018 sendes derfor Klassens perfekte jul, som er endnu en julekalender om Klassen.

Jesper Ole Feit Andersen medvirker i Klassens jul som læreren Michael. Salomon Stampe Frederiksen har rollen som Frederik, og Josefine spilles af Nicoline Melbye Andreassen. En stor del af skuespillerne har debuteret i Klassen eller i Klassens jul. Det er dermed en helt ny række stjerneskud, vi her møder.